Myndighedskrav

Krav til tagarbejde

Lovligt udført tagarbejde skal mindst opfylde kravene ifølge det gældende Bygningsreglement for småhuse. Herudover kan forskellige krav gøre sig gældende. Følgende myndigheder bør derfor altid spørges: 

Kommune, Teknisk forvaltning

Her administreres først og fremmest kravene ifølge Bygningsreglement for småhuse. I mange tilfælde kan et tagarbejde gennemføres uden videre, når kravene blot er opfyldt. I andre tilfælde skal tagarbejdet anmeldes til eller tillades af teknisk forvaltning, før start. 

Når et tagarbejde er anmeldt eller ansøgt, påhviler det teknisk forvaltning at afklare, om tagarbejdet også er lovligt i henhold til:

  • By- og landzoneloven
  • Kommuneplanloven
  • Naturfredninagsloven
  • Bygningsfredningsloven
  • Lov om sommerhuse og campering
  • Lov om offentlige veje
  • Privatvejsloven
  • Sanerings- og byfornyelsesloven
  • Boligreguleringsloven

Tinglysningskontor

Bygningsregulerende bestemmelser som servitutter, deklarationer, lokalplaner o.l. fremgår af tingbogen og kan meget vel stille krav, der rækker ud over Bygningsreglementets krav. Hvis det er tilfældet, og hvis tagarbejdet er anmeldt eller ansøgt, vil teknisk forvaltning måske informere om disse krav. Det er dog alene bygherrens ansvar, at tinglyste bestemmelser overholdes. Derfor bør det altid undersøges, om et givent tagarbejde konflikter med eventuelle krav i tingbogen.

Grundejerforening/Ejerlav

Eventuelle bygningsregulerende bestemmelser vedtaget i grundejerforening eller ejerlav bør altid afklares.

Gode råd fra kommunen v/ Kis Mørch Pedersen, Bygningskonstruktør ved Aalborg Kommune, Teknik og Miljøforvaltning:

  • Undersøg altid de lokalplaner, byplanvedtægter og tinglyste deklarationer, der gælder for det område, boligen ligger i.
  • Husk at søge byggetilladelse ved kommunen, hvis renoveringsprojektet indebærer en udvidelse af boligarealet.

Husk at melde byggeriets opstart til kommunen, hvis byggeriet har krævet byggetilladelse.