NYHED: Typisk 70’er hus flot opdateret - igen

I 1993 bragte NORDJYSKEs boligsektion en række artikler om en større ombygning af et klassisk typehus på Parallelvej i Aalborg. Nu 23 år senere har det samme hus atter skiftet udseende, og NORDJYSKEs Bo Godt har bragt historien om den seneste vellykkede renovering af huset bl.a. med det markante og flotte Cembrit Skifertag.

På Parallelvej i bydelen Visse i Aalborg ligger et typehus fra 1971. Huset er opført i de velkendte gule mursten og med fladt tag, hvilket var en populær tagløsning i 70’erne. 22 år senere, i 1993, var tiden kommet til husets første, store renovering på tag og facade. Det flade tag med utæt tagpap blev ved denne første store renovering erstattet med en helt ny tagkonstruktion med hældning, rytterlys og lyse skiferplader i fibercement. Arkitekt Jan Momme, som stod bag designet af det nye tag, fortæller, at han med det nye tagdesign ønskede at sætte fokus på, hvordan man får et 70’er hus til at skifte karakter fuldstændigt – og det nye tag skulle også vise sig at vække opsigt i det ellers typiske parcelhuskvarter: - Sammen med ejerne valgte vi at gå hele vejen og at ændre faconen på taget, nu når vi var i gang. Folk, der kom forbi, fik nærmest et chok over virkningen, for de færreste har fantasi til at forestille sig, hvor meget et nyt tag kan ændre et hus. Sammen med de lyse skifre og en lyseblå vandskuring af facaden, stod huset ikke til at genkende.

 

Huset føres up-to-date


Aalborg Stiftstidendes boligsektion bragte i 1993 en større reportage fra ombygningen på Parallelvej, og nu - 23 år senere - har huset skiftet identitet endnu en gang. Denne gang med fokus på et nyt moderne udtryk og vedligeholdelsesfrie materialer. De nuværende ejere vil gerne modernisere husets generelle udtryk uden at ændre på materialesammensætningen eller det diagonale mønster i tagbeklædningen. For at bevare sammenhængen i husets udtryk kontaktede de arkitekt Jan Momme, som begejstret takkede ja til at være med til renoveringsrunde nr. 2. De lyse fibercementskifre fra 90’erne er nu blevet skiftet ud med en nyere model i sortblå. Facaden er malet hvid, og vinduerne er udskiftet med energirigtige vinduer, som matcher tagets mørke farve. Underbeklædning og stern er beklædt med hvide og grå fibercementplader. - De nye byggematerialer har ført huset up-to-date. Stilen er forenklet, mens udtrykket er bevaret. Materialerne matcher hinanden og skaber harmoni i huset. Og jeg må sige, at det igen er det nye, moderne tag, som fuldender renoveringen – et hus’ udseende står og falder med husets tag, fortæller Jan Momme.


Minimalisme på taget


Skiferplader – hvad enten det drejer sig om naturskifer eller fibercement – er et af verdens mest benyttede materialer til tagdækning. Man ser skifer på alle typer bygninger fra klassiske bygninger til nybyggeri. Fordelen ved fibercement er, at det nemt kan monteres på tagkonstruktioner, der oprindeligt er bygget til lette tage, fx bølgeplader, og at det er et let og fleksibelt materiale at arbejde med. Skiferpladerne på Parallelvej er leveret af Aalborg-virksomheden Cembrit – både i 1993 og nu i 2016. - Vi har været med i begge renoveringer af dette hus, og som leverandør er det altid sjovt at følge med i, når et klassisk, dansk hus får en opdatering med vores produkter, fortæller Mogens Fisker, adm. direktør i Cembrit. - Vi ser ofte, at når den næste generation overtager typehusene fra 60’erne og 70’erne, så bliver taget skiftet ud med en nyere model. Trenden med minimalisme og rene linjer, som vi ser i de sortblå skifre på dette hus, er stadig meget populær, konstaterer direktøren. Han tilføjer, at det som regel er nemmest og billigst at skifte et let tag ud med et andet let tag, fx fra bølgeplader til skifer eller omvendt, fordi det kræver ikke særlige ændringer i tagkonstruktionen, hvilket heller ikke var tilfældet ved dette hus.

Se mere om Cembrit Skifer 40x40 og Cembrits andre typer skifertag her. Cembrit Skifertag kan købes hos dit foretrukne byggemarked - se en liste over vores forhandlere her.


Typehus renoveres hvert 25. år


Huset på Parallelvej er blevet renoveret to gange med ca. 23 års mellemrum, og det er ifølge Jan Momme lige efter bogen. Han siger, at man skal regne med, at et typehus nok skal have en større omgang hvert 25. år pga. slitage. Det gælder både taget og vinduerne. Og hvis man bliver træt af sit gamle hus, skal man ikke være for hurtig til at sælge det og flytte til et nyt, for et ældre hus kan sagtens opdateres til nye ønsker og behov: - Ofte er folk glade for det område, hvor de bor, og som de kender ud og ind. Mange orker ikke at skulle starte forfra et andet sted. Så her råder jeg altid folk til først at se nye muligheder i det hus, de allerede har. Ifølge arkitekten behøver det ikke være økonomisk uoverkommeligt at ombygge huset til den bolig, man drømmer om. - Faktisk er det oftere billigere at renovere end at investere i nyt.

 

Tro mod 70’er-stilen?

  • Ifølge arkitekt Jan Momme behøver man ikke
    være specielt tro over for et typehus’ oprindelige
    udtryk.

  • Disse huse har ikke en fintænkt stil, men er
    nærmere en praktisk tilgang til design af
    huse, som følger tidens trend, hvad angår
    boligdesign.

  • Dog skal man være opmærksom på lokalplanen,
    inden man bygger løs, for der kan
    være forhold, som ikke er tilladt, fx en
    første sal.
  • Har man derimod et arkitekttegnet hus,
    hvor arkitekten har brugt timevis på at
    finpudse detaljerne, skal man være mere
    påpasselig med at bevare stilen, når man
    bygger om.

En million parcelhuse

  • Der er i dag over 1.000.000 parcelhuse
    rundt om i Danmark.
  • De er let genkendelige, og kører man gennem
    forskellige parcelhuskvarterer, er det
    også forholdsvis let at gætte sig til, hvilken
    periode husene blev bygget i, da byggestilen
    bærer præg af tidernes trends.

  • Knap halvdelen af de danske parcelhuse
    blev bygget i 60’erne og 70’erne, hvor
    præfabrikerede typehuse for alvor slog
    igennem på det danske boligmarked.

Artikel i Bo Godt: Typisk 70'er hus skifter identitet - igen