NYHED: Skær tusindvis af kroner af varmeregningen med udvendig facadeisolering

Vinteren er så småt forbi, og det betyder, at mange danskere sidder tilbage med en stor varmeregning. En gennemsnitlig dansk husejer betaler 12.164 kroner om året for fjernvarme, og mange betaler meget mere. Heldigvis står foråret for døren, og for flere boligejere er det en god anledning til at få kigget på husets isolering og derved sænke varmeregningen til næste år.

I Danmark betaler vi vidt forskellige beløb for den samme fjernvarme, og for de mest uheldige løber varmeregningen for en gennemsnitlig bolig på 130 kvadratmeter ifølge en ny opgørelse fra Forsyningstilsynet op i hele 24.012 kroner om året. Andre er mere heldige, men fælles for alle er, at hvis boligen ikke er optimalt isoleret, kan det spille en stor rolle for husstandens varmeregning og koste mange penge. Her er efterisolering af boligens facade en oplagt mulighed for at sænke varmeregningen, øge husets værdi og oven i købet forbedre indeklimaet.

Der findes to forskellige typer af efterisolering: indvendig og udvendig. Hos byggematerialeleverandøren Cembrit, der er landets største leverandør af fibercementløsninger til tag og facade, har man igennem mange år både vejledt i udvendig isolering af facader og leveret produkter hertil, og ifølge salgsdirektør Karsten Østergaard Larsen har metoden mange energimæssige fordele:

- Udvendig facadeisolering er cirka 30 procent mere energieffektiv end indvendig isolering, og for mange husejere vil det medføre en markant reduktion i varmeregningen. Derudover har denne isoleringsform yderligere fordele som for eksempel minimering af risiko for fugtproblemer, kuldebroer, æstetisk opfriskning af facaden og ikke mindst et uændret boligareal, som ved en indvendig isolering ellers ville blive indskrænket.

 Cembrit har her samlet tre forhold, som man som boligejer bør overveje i forbindelse med udvendig efterisolering.

Cembrit facadeplader - Cembrit Transparent

  1. Materialevalget

En udvendig efterisolering giver mulighed for at sætte et nyt præg på husets facade, men når man vælger materiale, er det vigtigt at tænke langsigtet. Facaden skulle jo gerne holde mange år frem, og det er derfor en god idé at forholde sig til, om man på sigt har tid og energi til at pleje og male beklædningen.

Nogle materialer som eksempelvis træ kræver en stor vedligeholdelsesindsats hvert eneste år, og ønsker man at prioritere sin tid anderledes, vil det derfor give god mening at vælge et vedligeholdelsesfrit alternativ som fibercement.

  1. Ændring af bruttoarealet

Når man isolerer udvendigt, gør man bygningen større udvendigt i modsætningen til ved en indvendig isolering, hvor bruttoarealet på grunden forbliver det samme, mens beboelsesarealet svinder ind. Derfor skal man være opmærksom på, at man skal søge om byggetilladelse ved kommunen forud for facadeisoleringen, hvis facadens tykkelse øges med mere end 25 cm.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at bliver konstruktionstykkelsen væsentligt større, kan det være nødvendigt at flytte vinduerne længere ud, så de flugter med facaden for ikke at ødelægge boligens udtryk. Dermed kompliceres isoleringsprocessen, der i sidste ende kan blive en dyr affære. Dette kan dog ofte undgås ved at vælge en slank facadeplade.

  1. Er det et gør det selv-projekt?

Som udgangspunkt er en udvendig facadeisolering en kompliceret opgave, som man bør søge professionel hjælp til. Det er dog muligt at gøre det selv, hvis man har en håndværksfaglig kunnen. Vælger man selv at stå for projektet, kan man med fordel vælge en vindspærre, der kan holde til at stå uafdækket længe og i al slags vejr, så man ikke er afhængig af at skulle montere facadebeklædningen inden for meget kort tid. Det er desuden vigtigt at sikre sig, at dampspærren er intakt, og generelt bør man være meget opmærksom på at sikre konstruktionen fugtteknisk.

Vær opmærksom på, at det kan være en rigtig god idé at rådføre sig med en arkitekt, inden projektet skydes i gang. Den udvendige facadeisolering er nemlig en unik mulighed for at give boligen et helt nyt og moderne udtryk.

Se mere om vindspærrepladerne Cembrit Windstopper og Cembrits facadeplader, som er velegnede og flotte løsninger til projekter med udvendig facadeisolering.

Artikel om boligforeningen Grønnegården, der har opnået en varmebesparelse på 55-65% efter en renovering, der bl.a. omfattede udvendig facadeisolering af 20 almene boligblokke her.