NYHED: Nye huse skal være uden forpligtelser

Drømmen om soignerede blomsterbede og nymalet stakit er nærmest ikke-eksisterende blandt nordjyder, som bygger ny bolig. I dag drømmer man i stedet om minimal vedligeholdelse og nul forpligtelser, lyder det fra arkitekt Bjarke Bentzen, som har tegnet villaer til nordjyske boligejere gennem 15 år.

- Efterspørgslen på minimal vedligeholdelse i nye villaer er helt enorm. Stort set alle mine kunder – omkring 90 procent – nævner det som ønske nummer et eller to på listen over de mange ting, de gerne vil have i deres nye drømmehus. Det slår både walk-in-closets, vinkælder og brændeovn, fortæller Bjarke Bentzen.

Når man ønsker et nyt hus med minimal vedligeholdelse, så går det ikke at bygge et træhus, som løbende skal males, eller vælge en pudset facade, som jævnligt skal holdes ved lige. Det er ikke alle boligejere, som har tænkt over byggematerialernes løbende krav, og derfor må Bjarke Bentzen ofte rådgive om at benytte andre byggematerialer, end dem, de oprindeligt havde i tankerne. Hvis ønsket om ingen vedligeholdelse på huset skal holde stik, ender det ofte med, at boligen i stedet bygges med mursten i kombination med fibercementprodukter.

- Mursten skal måske have en omgang algerens hvert tiende år, og fibercementprodukter passer stort set sig selv gennem hele deres levetid. Så hvis det er frihed fra vedligeholdelse, du er på udkig efter, så skal du blandt andet gå efter disse byggematerialer, siger Bjarke Bentzen.

 

Materialer, der spiller sammen

Som eksempel nævner han et hus, som han for nylig har tegnet til en grund i Høje Støvring – et eksklusivt, nyt boligområde i Støvring i Nordjylland, hvor hver parcel har fri udsigt til et fredet, kuperet naturområde. Huset er karakteriseret af ”bokse” i forskellige niveauer, fra garage til en hævet kasse på taget. For at udnytte både lys og luft bedst muligt, og få boksene til at udgøre én samlet helhed og ikke mindst gøre huset vedligeholdelsesfrit, er materialerne nøje udvalgt:

Facaden på huset består af lysegrå Cassis-mursten, som giver et moderne, varmt udtryk uden at være prangende. Den hævede del af taget samt stern, udhæng, carport og skur er beklædt med mørke, matte Cembrit Solid-facadeplader i fibercement (i farven S 191).

- Den mørke facadeplade står med sit matte udtryk utrolig flot til de varme mursten. Jeg bruger ofte denne kombination, når jeg skal skabe et eksklusivt look, som ikke kræver megen vedligeholdelse. Pladen har desuden samme farve som fugen mellem pladerne, hvilket er en rigtig fin detalje fra producenten, siger Bjarke Bentzen og fortsætter:

- Før jeg overhovedet begyndte at tegne huset, havde jeg allerede udset mig de grå mursten i kombination med den mørke Cembrit-plade og inddækninger i sort zink som prikken over i’et. Disse materialer er holdbare i længden, både hvad angår vedligeholdelse, design og økonomi.

Mærker konkurrencen fra typehuse

Typehusfirmaerne har i de senere år formået at skærpe konkurrencen til tegnestuerne markant i form af flere moderne muligheder, fx funkishuse i stil med dem, man ser i Høje Støvring og andre nye boligområder. Derfor skal arkitekterne i dag være endnu mere opmærksomme på økonomien i et arkitekttegnet hus end tidligere for at kunne konkurrere med typehusene – og det kræver ekstra snilde at finde det bedste til en rigtig god pris.

- Det er på ingen måde svært at bygge et dyrt hus. Derimod kræver det en skarp sans for materialer og design at tegne et prisvenligt, eksklusivt og vedligeholdelsesfrit hus. Her er der rigtig meget at hente på materialevalget, som for eksempel mursten og fibercement, hvor pengene rækker langt, forklarer Bjarke Bentzen.

Del af større samfundstrend

Ifølge adm. direktør i Cembrit Mogens Fisker er huset i Høje Støvring langt fra et enestående tilfælde, hvad angår materialevalg. Lige nu stiger anvendelsen af fibercementprodukter til alle typer af nybyggede og renoverede huse, herunder også murstenshuse som det i Høje Støvring. Han mener, at det både er, fordi et miks af materialer understreger et moderne udtryk, men også fordi ønsket om mindre vedligeholdelse hænger sammen med en større samfundstrend i dag:

- Danskerne har generelt mere travlt end nogensinde før, og når vi har fri, så vil vi gerne holde helt fri. Det gælder også mange husejere, der ikke længere orker større udendørs forpligtelser som maling af gavle og vinduer og lugning af blomsterbede. Derfor er vedligeholdelsesfrie byggematerialer på fremmarch – tid er blevet vores mest kostbare ressource, siger han.

Han tilføjer, at Cembrit af samme grund har udvidet sortimentet og farveudvalget på facadeplader og Cembrit planker, fordi salget af vedligeholdelsesfrie byggematerialer på det danske marked er for opadgående.

Se spændende eksempler på renovering af parcelhuse med Cembrit produkter i vedligeholdelsesfri og robust fibercement her