NYHED: Hvordan hjælper vi hinanden med at dokumentere bæredygtighed?

I takt med at bæredygtigt byggeri stadig vinder større indpas i byggebranchen, bliver der stillet flere krav til producenterne om at udarbejde miljøvaredeklarationer. I Cembrit vil vi gerne være på forkant med udviklingen med dokumentation, og den indsats står vi klar til at tale mere om på Building Green den 18. og 19. april.

Når et byggeri i dag skal overholde bygningscertificeringsordninger som DGNB, benytter alle udførende parter miljøvaredeklarationer – også kaldet EPD – til beregning af det enkelte byggeris samlede miljøbelastning. I Cembrit arbejder vi løbende på at følge tidens krav til bæredygtigt byggeri og får blandt andet udarbejdet miljøvaredeklarationer, der kan downloades på vores hjemmeside.

Senest er vores vindspærreplade Cembrit Windstopper Extreme valgt til en nyopført landsby på Fyn med 40 almene boliger. Byggeriet sigter efter en DGNB-certificering i kategorien guld, og derfor har det fra arkitektfirmaets side været et plus, at de har haft adgang til den fornødne information om Windstopperens miljømæssige egenskaber via vores miljøvaredeklarationer.

­- Det kan være en krævende opgave at arbejde med DGNB-byggerier, da der er mange faktorer, der skal gå op i en højere enhed. Her har vi ansvaret for at dokumentere byggematerialernes værdier korrekt, og derfor er det en kæmpe hjælp, når producenterne bidrager til vores arbejde ved først og fremmest at få udarbejdet miljøvaredeklarationer og dernæst give nem adgang til dem, siger projekteringsleder Anders Gottfred Petersen fra ERIK Arkitekter.

Han fremhæver således, at det har været nemt at arbejde med Cembrits Windstopper Extreme, fordi produktet er miljøvaredeklareret og dets miljømæssige egenskaber derfor fremgår tydeligt. Det gør det generelt nemmere at certificere et byggeri, og det er et aspekt, som Cembrit lægger stor vægt på.

- Vi er godt klar over, at det kan være et puslespil at få samlet alle byggematerialernes værdier og dokumenteret dem korrekt, når man arbejder med bæredygtigt byggeri. Derfor påtager vi os gerne vores del af arbejdet og sikrer dokumentation bl.a. via EPD, som gør det nemt at vælge Cembrit i forbindelse med DGNB eller andre certificeringsordninger, fortæller Morten Erikstrup, salgschef i Cembrit A/S.

Hvis du har lyst til at vide mere om vores arbejde med dokumentation om bæredygtighed, deltager vi på Building Green i denne uge, hvor vi står klar til at fortælle mere.

Vi håber, vi ses. Du finder os på stand nr. 32.