Cembrit får ny visuel identitet

Cembrit, der er en af Europas førende producenter af byggematerialer i fibercement, har nu fået en helt ny visuel identitet i form af blandt andet ny hjemmeside, logo og payoff. Det nye ”ansigt” signalerer starten på en ny æra for den snart 90-årige byggematerialekoncern.

Cembrit lancerer nu en ny international kommunikationsplatform, der samler koncernens 17 datterselskaber på tværs af landene i Europa. Cembrit fik nye ejere sidste år, og det danske byggematerialeikon har netop gennemført et omfattende strategisk skifte fra tidligere primært at være producent af bølgeplader til i dag at være en moderne og fleksibel leverandør af mange forskellige former for byggematerialer i fibercement.

 

Over de kommende år vil koncernens fokus på facadeprodukter stige, hvilket bl.a. også indebærer et større fokus på anvendelse af facadeplader og andre fibercementprodukter til indendørs beklædning samt på den populære vindspærreplade Cembrit Windstopper. Til formålet har Cembrit netop indviet en state-of-the-art produktionsplatform, der kan producere fleksible facadeløsninger med meget kort leveringstid. Tagmaterialerne vil dog fortsat udgøre en væsentlig del af Cembrits produktsortiment.

 

Den nye internationale kommunikationsplatform skal understøtte denne udvikling, og ankerpunktet er en ny hjemmeside, der netop er gået i luften:

 

- Vi vil være de bedste i branchen til at kommunikere online med vores kunder og interessenter, og derfor har vi i mere end et år arbejdet på en ny hjemmeside, der dels går på tværs af landene og dels servicerer det enkelte marked så optimalt som muligt, forklarer Mogens Fisker, adm. direktør i Cembrit og fortsætter:
- Her kan du hente opdateret information om vores produkter, montagevejledninger, finde kontaktoplysninger til den enkelte medarbejder og ikke mindst finde inspiration til anvendelsen af vores facade- og tagprodukter.

 

Cembrit har også fået et helt nyt logo, der illustrerer det skifte, som koncernen har iværksat. Hvor det tidligere logo havde en tagplade som bomærke, symboliserer det nye logo alle Cembrits produkter:

 

- Den nye visuelle identitet illustrerer, at vi i dag er meget mere end blot en tagvirksomhed, og at vores produkter har mange forskellige anvendelsesmuligheder både indvendigt og udvendigt. Fællesnævneren for alle produkter er fibercementen som et meget stærkt, vedligeholdelsesfrit byggemateriale, pointerer Mogens Fisker.

 

Cembrit er dedikeret til at udvikle og producere byggematerialer, som gør alle typer bygge- og designopgaver lettere, mere rentable, inspirerende og effektive. Materialerne skal danne de bedst mulige rammer for både de mennesker, som skal bygge og arbejde med materialerne, og dem, der skal bo og trives i bygningerne. Derfor sættes samtidig et helt nyt pay-off i spil: ”Building Better Days” (på dansk: Vi bygger bedre dage), som skal understøtte og synliggøre Cembrits commitment til at skabe optimale byggematerialer for alle.

 

Cembrits nye visuelle identitet er udviklet i samarbejde med reklamebureauet Clienti. Gå på opdagelse på vores nye website her