ETERNITGRUNDEN I AALBORG ET ”ARKITEKTONISK EKSPERIMENTARIUM”

Eternitgrunden i Aalborg har i de senere år gennemgået og er stadig i færd med at gennemgå en markant transformation fra gammelt industriområde til et af byens mest hippe områder. Arkitekttegnede kontorbygninger, topmoderne lejligheder og ungdomsboliger, store dagligvarebutikker, fitnesscentre og mere skyder frem på grunden, som af de lokale oftest refereres til som ”Eternitten”.

Siloerne skal bevares

Fra politisk hold er det blevet bestemt, at flere af Eternittens gamle bygninger og karakteristiske siloer skal bevares som et minde om fortidens industri på området, og den idé har en af bygherrerne på grunden grebet og brygget videre på. Det almene boligselskab Plus Bolig har med Søren Enggaard A/S som bygherre opførte i 2015 deres nye administrationskontor på Eternitten, og den er – lige som en af de tætliggende siloer – fuldstændig rund og bygget i rustikke materialer som beton, stål og glas. KPF Arkitekter står bag arkitekturen på den nye bygning:

Det var dog ikke uden problemer at skabe en cirkulær bygning ud af bagvægselementer i beton. Elementerne kunne ganske enkelt ikke laves så runde, som bygherre ønskede. Bygningens fire etager ligger som tøndebånd oven på hinanden, og hver ring består af 24 betonelementer. For at skabe en mere dynamisk facade valgte KPF Arkitekter at lave forskellige dybder på vindueshullerne samt at anvende facadeplader i flere forskellige nuancer. Det bevirker, at den nye, runde bygning ikke er for ”tung” i udtrykket ved siden af den høje, slanke silo, som i øvrigt ikke egner sig til kontor- eller boligformål og kun bliver brugt til depot- og teknikrum.

Plus Boligs nye firmadomicil er beklædt med 1000 m2 Cembrit PLAN-plader, som med sine karakteristiske overflader bidrager til det rustikke facadeudtryk. KPF Arkitekter og Cembrits teknikere arbejdede desuden sammen om at skabe den optimale monteringsløsning af facadepladerne på betonelementerne.