23. juni 2021

”Ordentlig service giver tryghed i store projekter”

I disse år er et omfattende renoveringsprojekt i gang i Albertslund, hvor over 1.000 gårdhuse fra 1960’erne totalrenoveres og moderniseres. Det har stillet store krav til levering og service undervejs i projektet, som skal løfte boligkvaliteten i hele området. Den danske byggematerialeleverandør Cembrit leverer 30.000 kvadratmeter facade- og vindspærreplader til projektet og er ifølge hovedentreprenøren NCC valgt blandt andet på grund af deres pålidelige service.

I Albertslund Syd er et af danmarkshistoriens største enkeltstående renoveringsprojekter i fuld gang, hvor over 1.000 gårdhuse får en gedigen overhaling. I sommeren 2019 stod de første 500 boliger færdigrenoveret, og i 2020 blev der taget hul på renoveringen af yderligere godt 527 boliger. Samtlige boliger er totalrenoveret med nye tage og facader, mens 71 boliger er omdannet til mindre, opdelte boliger, som kan rumme både gamle og unge.

Når projektet står færdigt, er samtlige boliger blevet gennemgribende renoveret med kun tagkonstruktion og ydermure som eneste tilbageværende elementer. Det har stillet store krav til både logistik og koordinering af de store mængder materialer, der skal bruges til at energioptimere og forbedre boligstandarden.

Blandt andre har byggematerialeleverandøren Cembrit leveret over 30.000 kvadratmeter facade- og vindspærreplader til det storstilede renoveringsprojekt, som har fordret et godt samarbejdet mellem byggeriets aktører:

- I så store renoveringsprojekter er det altafgørende, at vi har en leverandør på banen, der kan løfte opgaven i forhold til leverancer og kvalitet af produkt. Ligeledes er det vigtigt med en leverandør, der er en større spiller i markedet og som også er der både om ét år og 5 år, påpeger projektleder fra NCC, Michael Jensen.

De 30.000 kvadratmeter facade- og vindspærreplader i fibercement fra Cembrit svarer til cirka 10.000 plader. Pladerne er leveret både i fuld størrelse og på skåret mål til byggepladsen, mens nogle blev forarbejdet i NCC’s skæretelt, som er opsat på pladsen. 

Store projekter kræver servicemindede leverandører
Som én af Europas førende leverandører af fibercementprodukter kender Cembrit om nogen til værdien af den gode service, som er med til at skabe ro hos entreprenørerne.

- Ofte er vi blot én blandt mange forskellige leverandører af byggematerialer, når der skal renoveres eller bygges nyt. En kæde er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led, og som leverandør er det afgørende at forstå sin rolle i både store og små projekter. Hos os er det derfor en selvfølge, at materialer ikke blot leveres til aftalt tid og pris. Vi vil gerne tage del i projektet så tidligt som muligt, så vi kan være på pletten og servicere vores kunder, når behovet opstår. På den måde kan vi bistå med rådgivning gennem hele processen og sammen gøre hver vores til at aflevere et ordentligt slutprodukt, fortæller projektchef hos Cembrit Brian Christiansen Bjellum. 

Tilbage hos NCC fortæller Michael Jensen, at det ikke er første gang, at man har arbejdet tæt sammen med Cembrit, hvilket giver tryghed i store projekter som i Albertslund:

- Cembrit er en stor spiller på markedet, som leverer et solidt, dansk produkt, der fungerer i store projekter. Jeg har et indgående kendskab til virksomheden fra tidligere samarbejder og føler mig også tryg ved, at de har en størrelse, som gør, at de kan følge med både i markedet og i udviklingen af nye produkter, siger han slutteligt.

Renoveringen af de resterende 505 rækkehuse bidrager til det samlede løft af hele området. Beboerne genhuses under renoveringen, og efter planen kan de flytte ind i de forbedrede boliger i juli 2023.

Fakta om renoveringsprojektet i Albertslund Syd

  • Bygherre: BO-VEST samt Albertslund Boligselskab og Vridsløselille Andelsboligforening
  • Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten ApS
  • Ingeniør: Wissenberg A/S, Rådgivende Ingeniører
  • Entreprenør: NCC Danmark A/S
  • Entrepriseform: Hovedentreprise
  • Samlet byggesum for begge renoveringsprojekter: 1,18 mia. kr.
  • Omfang i alt: 1.005 boliger
  • Byggeperiode: december 2015 til juli 2019 samt februar 2020 til juli 2023
  • Leverandør af facade- og vindspærreplader: Cembrit A/S
  • Leverance: 30.000 kvadratmeter facade- og vindspærreplader. Facadeplader i modellen Cembrit Patina Original i farven P 070 Flint. Vindspærreplader i modellen Cembrit Windstopper Basic.  

 

For yderligere information kontakt venligst:
 
  • Brian Christiansen Bjellum, projektchef, Cembrit, via direktionssekretær Dodo Lyngsø, tlf. 9937 2487, mobil 2428 9810, dodo.lyngso@cembrit.dk
  • Presseservice: Jeppe Damm, Publicity, mobil 3141 4250, jeppe@publicity.dk