08. juni 2021

Unikt projekt i Søhøjlandet

I næsten 100 år har spejderorganisationen FDF drevet lejrcenteret Juulsborg på Silkeborgsøernes største ø, Møgelø. I disse år er øen så omdrejningspunktet for et omfattende renoverings- og byggeprojekt, når den eksisterende lejrbygning renoveres og en ny sovebygning på 330 kvadratmeter opføres. Undervejs i projektet har arbejdet været særligt udfordret af lejrcenterets specielle beliggenhed og ikke mindst vejret.

Gennem generationer har Silkeborgsøernes største ø, Møgelø, været hjemsted for FDF Silkeborgs lejrcenter, Juulsborg. Siden 1923 har Juulsborg fungeret som et natur- og friluftcenter for utallige børn og unge – og sådan skal det blive ved med at være. 

Derfor gennemgår den fredede lejrbygning i disse år en stor renovering, mens en ny, 330 kvadratmeter stor sovebygning med 60 sengepladser fordelt på 12 værelser, opføres. Den nye bygning bliver en smuk tilføjelse til Juulsborg, som ligger i vandkanten på den idylliske ø midt i de naturskønne omgivelser i Søhøjlandet. 

Lejrcenterets unikke placering har dog også givet udfordringer under byggearbejdet. Alle materialer og elementer er blandt andet blevet sejlet til øen på store pramme:

- Projektet er unikt, fordi den eneste adgang til øen foregår via vandet. Det har krævet særlige pramme, som blev ekstra udfordret, da søen frøs under frostvejret i starten af året. Desuden har det krævet specielle metoder og rigeligt med tålmodighed at gå i jorden på øen, fordi området er sumpet og mudret. Så det er et helt særligt projekt, hvor naturens elementer har stillet ekstra krav til arbejdet, fortæller Steffen Pasgaard, der er direktør for Prodatek A/S, som er projektansvarlig på projektet

 

Præfabrikerede elementer med klimaskærm skal sikre lejrbygning mod vind og vejr 

Sammen med byggematerialeleverandøren Cembrit har Prodatek leveret præfabrikerede elementer og konstruktioner til byggeriet af den nye sovebygning, hvilket har vist sig at være en fordelagtig løsning undervejs i projektet.

De præfabrikerede elementer er fra fabrikken blevet beklædt med den vejrbestandige vindspærreplade Cembrit Windstopper Basic – og foruden at beskytte den nye lejrbygning mod vind og vejr, så har det også gjort monteringsarbejdet nemmere: 

- Projektets karakter taget i betragtning, så har det været en stor gevinst at anvende præfabrikerede elementer, fordi de blot har skullet samles på byggepladsen. Samtidig har håndværkerne sparet en hel del tid, fordi de ikke har behøvet at bruge kræfter på at montere vindspærrepladerne manuelt, da de allerede var integreret i konstruktionerne direkte fra vores fabrik, forklarer Steffen Pasgaard. 

 
Prodatek og Cembrit har gennem årene samarbejdet på flere forskellige projekter, hvor præfabrikerede elementer har indgået. Hos Cembrit ser man en stor værdi i samarbejdet, ligesom man er særligt glad for at være involveret i projektet på Møgelø:
 
- Hos Cembrit indgår vi i mange forskelligartede projekter, der både involverer nybyggeri og renoveringsopgaver. I forhold til Juulsborg er vi glade for at arbejde tæt sammen med Prodatek. Det er et super spændende projekt, der er forbundet med stor historie og har betydning for mange mennesker, så det skal man naturligvis have respekt for. Nu kan vores vindspærreplade forhåbentligt være med til at sikre, at den nye lejrbygning står i yderligere 100 år til glæde for fremtidige generationer, lyder det slutteligt fra projektkonsulent hos Cembrit Kim Brøchner Kristensen. 
 
Det Ny Juulsborg forventes at stå færdig i 2022. Den samlede bygge- og renoveringssum løber op i godt 19 millioner kroner. 
 
Fakta om Det Ny Juulsborg:
  • Bygherre: FDF Møgelø - Den selvejende institution Juulsborg
  • Arkitekt: AART architects A/S 
  • Projektansvarlig: Prodatek A/S
  • Leverandør af vindspærreplader: Cembrit A/S
  • Leverance: 450 kvm Cembrit Windstopper Basic 
For yderligere oplysninger: 
Kim Brøchner Kristensen, Projektkonsulent, Cembrit, mobil +45 26 77 35 73, kim.kristensen@cembrit.dk
Presseservice: Jeppe Damm, Publicity, +45 31 41 42 50, jeppe@publicity.dk